top of page

Bag om Ravnehøj

 

Forlaget Ravnehøj udgiver rollespil, og bøger om rollespil, til børn og voksne.
 

Hovedparten af mine rollespil er skrevet til børn - men det er ikke barnlige verdener, selv om de er fantastiske, og du kan møde troldmænd, riddere og rumvæsner. Jeg har aldrig været tilhænger af at tale ned til børn. Derfor er der krig, mord og anden vold, og onde mennesker i mine eventyr - men det altid tanken at spillerne skal være på det godes side, og bekæmpe ondskaben hvor de end møder den. Jeg har taget inspiration i de gamle folkeeventyr, der gik helt ind til benet i deres fortællinger, og ikke var bange for det ubehagelige. Jeg har spillet mine spil især på Viking-Con i gennem mange år, og jeg bliver til stadighed forbløffet over børns, selv små børns, overraskende moralske valg - f.eks. ved at deres helte parlamenterer med væsner som alle ved er onde, eller at en gruppe valgte at give gift til en morder der selv havde forgivet hans egen bror. Selv om rollespil er for sjov, må fortællingen gerne have lidt bid.
 

Reglerne i alle mine spil er traditionelle og ligner til forveksling designet i de rollespil der kom frem i rollespils ’ungdom’ i 1980’erne. Det handler om skils, hitpoints og spell slots. Det er spil som de klassiske Dungens & Dragons og Call of Cthulhu. Nogle har lidt nedladende kaldt den type spil for ’old school’-rollespil - selv foretrækker jeg termen ’klassisk' rollespil. Jeg har valgt den type spil og regler af to grunde. Dels fordi at jeg ved at det virker. Jeg har selv hovedsagelig spillet klassisk rollespil i over tredive år, men jeg har også spillet mere eksperimenterende spil, der legede med fortælleformen. Jeg har oplevet at skulle ’redde’ spiloplevelsen for spillerne, især på spilkongresser som f.eks. Viking-Con, fordi den eksperimenterende form ikke fungerede for spillerne. Den anden grund til at jeg har valgt den klassiske form, er fordi spillerne skal kunne gå videre med netop klassiske spil som D&D og Call of Cthulhu, når de har udforsket Ulvevinter, og vil prøve noget nyt.


Jeg har skrevet tre rollespil:


Ulvevinter er et klassisk fantasy-rollespil, for børn i alderen 9-12 år. Det er et viking-spil, tilsat monstre og troldmænd, sat i sin egen fantasy verden. Tanken er, at Ulvevinter er til voksne, der selv har spille rollespil i deres ungdom, som gerne vil spille med deres børn; så det er til en voksen spilleder, med børn som spillere. Når børnene selv har spillet 1-1½ år, kan de selv overtage rollen som spilleleder og fortælle deres egne historier.


Legenden om Phønix foregår i rummet, og i sin egen verden. Et rumskib med menneske-kolonister fløj forkert og kom til et fremmed solsystem, der allerede var beboet af en række fremmede aliens, der var faret vild ligesom de selv. Men menneskerne træder ind i en tusindår gammel konflikt, og snart truer faren. Tanken er at spillerne kan spille Phønix, når de er færdige med Ulvevinter. Reglerne er stadig simple, men samfundet er selvfølgelig mere kompleks. Målgruppen er 10-13 år.


Familie og ære er absolut for voksne. Det er fantasy romere, der er i konflikt med barbarer - og sig selv. Det er et intrige-spil, med en indspark af efterforskning, som ikke vil være fremmed for folk der holder af Tv-serierne Rome og A Game of Thrones. Familie og ære er en dyb og velbeskrevet verden, med muligheder at dreje spillet hen imod politiske intriger eller måske fantasy horror. Hele rollespillet ligger til gratis download, men du kan også stadig bestille fysiske eksemplar.

sorte_logoer_700.jpg

Læsere med særlige udfordringer
 

Hvis du er udfordret af f.eks. ordblindhed, er det muligt at få tilsendt en personlig PDF-kopi af en bog. Send mig venligst en mail for en nærmere aftale.

Bjarne Sinkjær. Mobil 40 61 04 51

bottom of page